Det vigtigste

Poetisk Podcast – nyhedsbrev, december 2020

Kenneth Krabat oplæser “Det Vigtigste”

DET VIGTIGSTE

Digterstemmer var en gammel drøm. Men yngre end Booktrader’s lange lange række af CD-udgivelser af samme navn.

Over-planlagt. Endeløse registreringsmuligheder for enhver optagelse, som kun ku glæde en bibliotekar. OD på registrering.

Digterstemmer.dk II. Åben invitation, respons fra mange, der ikke havde det der. Og kun få proffer, og kun fordi de kendte mig, og jeg trak læsset.

Morten e Nørskov, Louise Juhl Dalsgaard, Brian Ørnsbøl blev begyndelsen, markante vokaler alle. Ikke lige optagede af unika-modellen for udgivelse, men så arbejdede jeg med lyden og kompositionen.

Morten e nåede at udkomme. Så fik jeg konstateret kræft. Så gik alle tings formål i hegnet, mens min genfødsel stod på. Fire, fem år.

Under 2020 oktober-corona fik digterstemmer.dk en mail, der mundede ud i at en kvinde med udgivelsesambitioner tilsendte en indtaling på 15 minutter. Meget stærk, klar diktion. Meget banalt budskab. Mine ambitioner om unika konstaterede jeg var borte. Fremover kun essens, uanset hvad.

Essens bor i dag i inderligheden, hvormed det skrevne fremføres. Muligt teknisk at hjælpes på vej af notation, eller bare være der. Og borte af og til, men ufakelig, hvis ikke den er født dér.

Efter indtalingen af en af rollerne i mit stykke META til senere udgivelse under Poetisk Podcast slår jeg mig selv med denne trang til inderlighed. Hvad mennesket føler kan ikke erstatte en anden følelse, højst skabe et forvirret miks af vilje, formåen og intention.

Kvinden, der henvendte sig til digterstemmer.dk, var helt énlydig i sin gennemtaling: Skøn mundhulelyd, næsten konsistent diktion, men tilsvarende uskyldig oprigtighed. Jeg kunne tilsidesætte mine fordomme og lytte til mennesket snarere end til mit ønske om noget særligt. Ville det spolere eller styrke hendes genindlæsning, hvis teksten blev lavet bare marginalt om?

Mange gennemlytninger rørte og inspirerede mig til at improvisere et lydspor. At sende det til hende turde jeg dog ikke - af frygt for at binde hendes uskyld til en bestemt udgave af sig selv, før vi overhovedet havde talt om teksten.

Nu ligger teksterne der også. Nu hører jeg hendes stemme inde i hovedet, mens jeg læser, og det er mig ligegyldigt, at hendes tilgang til digte og relation er klichéfuld og banal. Den er basal, grundliggende. Digterkvinden arbejder hér med kvindens virkelighed, og begge er klarhovedede nok til at vælge en rækkefølge, der fortæller en samlet, inderlig punktfortælling.

Jeg skal stadig turde risikere at sende hende på afveje - ved at ændre på teksten, ved at gennemføre til udgivelse, ophøre under eller efter optagelse, afvise på forhånd. Foreløbig forsøger jeg bare at være så ærlig som muligt.

Hun må skulle ha svar tilbage inden for en uge eller så. Det er så mig, jeg skal have fat i.

kennethkrabat
Covid-19-positiv,
2020