Forårskræfterne er begyndt at vise sig og vi har fundet vej i vores meta lag igen, denne gang med Philippe Christiansen som Kræften og Trine Runge som Meta – hovedrollerne i Kenneth Krabats META. Som så meget andet p.t. blev optagelserne lavet via ZOOM.
Efter en fuld indlæsningsdag samlede de to hovedaktører nogle tanker omkring teksten:
Kenneth Krabat har skabt en tankevækkende, forførende og drilsk tekst som med en insisterende invitation får os til at kigge indad: Kan vi berige vores liv med det uønskede? Integrere det grumme? Døden? Kræften i alle dens ubehagelige og provokerende aspekter?
—Philippe Christiansen
Meta er for mig en tekst som handler om fravær af nærvær i en meget travlt og overfladisk nutid. Nærvær, og fravær af nærvær dukker hele tiden op i teksten. Kræften – eller sygdommen – tvinger mennesket til at være nærværende. Og de to Meta-mennesker cirkler rundt om vores drømme om hvordan liv og død bør være, og det fraværende liv i vores overfladiske dagligdag. Helt konkret udtrykt som vores allestedsnærværende Avatar.
—Trine Runge
Vi glæder os til at dele resultaterne med jer.
* * *
“Nærvær, og fravær af nærvær…”
Tine Topsøe, som bidrog som dramatisk konsulent i Oskar og Alma, vores første produktion, har skrevet følgende:
Så sidder jeg og venter på at kulturen kommer på listen over ting, de gerne vil åbne. Teatrene er lukkede, mens folk nu kan købe nye bukser og alle længes efter frisøren. Jeg kan se tilbage på premierer, der ikke blev til noget. Produktioner, der aldrig blev lavet.
Børnene leger i gården og på en måde går livet videre, selvom det er gået i stå. Og overalt er trægheden i kamp med forårets energiske piblen.
Jeg ser på min datter og tænker, at fællesskabet er den eneste vigtige lektie. At sammenholdet og ansvarsfølelsen er det, der skal redde verden. Derfor går vi ud og samler skrald, mens vi venter på at jeg kan lave teater og livet bliver normalt.
Jeg begynder at se scener udspille sig i supermarkedet og bliver opmærksom på musikken i motorcykler og plastikposer. Jeg hungrer efter den dramatiske verden, hvor vi kan skabe en afsluttet enhed, der kan betragtes fra alle sider og afsluttes, når vi har lyst. I stedet venter vi som små børn på senere sengetid og flere lommepenge.
Og hvem er jeg, når jeg ikke laver teater? For jeg er vel nogen?
Er jeg hustru? Er jeg mor? For jeg er vel nogen?
Jeg opdager hvor skrøbelig min fornemmelse for eksistensberettigelse er og beslutter mig for at ændre noget! For tanker er bare tanker er følelser er bare følelser er bølger, der forsvinder, hvis man ikke ser på dem.
Så jeg vælger at være lykkelig nu, tilfreds nu og se NU i stedet for fremad.
Tine Topsøe