Poetiske atomer

En god viden at møde den kommende vinter med er det, at Poetisk Podcast har fået tilskud fra Statens Kunstfond til nogle nye produktioner!

Vi vil bl.a. ud og lede efter nye poetiske fremtidsvisioner, og vi vil kaste os ud i en poetisk podcast-maraton der skal løbe over 40 uger. Meget mere afsløres ikke her, men så meget vil vi dog sige: Der tænkes i poetiske og lydlige strukturer, som kan tåle en maraton, som kan bære og nære 40 ugers æterisk poesi. Og inspiration kommer vi bl.a. til at finde hos forfatteren Primo Levi og hans Periodiske System. Hans viden om atomer og atomers strukturer.

Faktisk sker det i kemien, som der sker i arkitekturen, at “smukke” bygningsværker, symmetriske og enkle, også er de mest robuste: Kort sagt, det er med molekyler, som det er med buerne i katedralernes kupler…

Der har været århundreder, hvor “skønhed” blev identificeret med udsmykning, det overdængede, krummelurer; men det er sandsynligt, at dette var afvigende epoker, og at den sande skønhed, genkendt i hvert århundrede, findes i den oprejste sten, et skibsskrog, et økseblad, vingen på et fly.

Levi og atomerne vil vi vende tilbage til.

Dage som disse, domineret af politiske magtspil på ludo-niveau til ære for et kommunalvalg ikke mindst, og valgplakater “talende” repetitivt fra alle hjørner, savnes kraftigt perspektiver som Primo Levis. Ord som hans, ord der tåler gentagelse:

Jo mere civiliseret et land er, jo bedre og mere effektive er dets love til at forhindre et svagt menneske i at blive endnu svagere, eller et stærkt i at blive for magtfuldt.

Lene Henningsen